Irene Egeskov Andersen

Det var glædeligt at læse et indlæg i Kristeligt Dagblad fredag d. 7. maj, hvor børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er citeret for, i et samråd i Folketinget torsdag, at udtale, at det er: ”… nødvendigt, at praktiske fag som sløjd og husgerning fylder mere på skoleskemaet.” De to fags rette navne er håndværk og design samt madkundskab, men denne lille navneforvirring ændrer ikke ved det nødvendige i mere undervisning i disse praktiske fag. Behovet for flere elever på erhvervsuddannelserne er kendt, men hvordan skal folkeskolens afgangselever få lyst til at vælge praktisk orienterede uddannelser, hvis deres erfaringer stort set kun bygger på teoretisk undervisning i de 9-10 år, de går i folkeskolen?

Vejen til, at flere elever vælger erhvervsuddannelser kan være gennem mere undervisning i praktiske fag i folkeskolen, således eleverne får mange oplevelser med, at de kan skabe noget med deres hænder. De skal på deres krop erfare, at de kan udtrykke sig på andre og flere måder end blot gennem skrift og tale. Derved styrkes deres selvtillid inden for området. Det man mestrer, vil man gerne beskæftige sig med.

For at lykkes med at give eleverne i folkeskolen gode og lærerige erfaringer med praktiske fag, kræver det, at lærerstaben er solidt uddannet i det praktiske linjefag, så de derved bliver gode rollemodeller for eleverne. Der er behov for at se på linjefagsuddannelsens indhold og kvalitet. Bliver de studerende på læreruddannelsen gode nok håndværkere til at kunne forestå undervisningen i de praktiske fag i skolen?

For at imødekomme ministerens ønske om mere praktisk undervisning i folkeskolen, er der behov for at udvide linjefagsuddannelsen, både i indhold og i timetal. Et linjefag som håndværk og design kræver også værkstedsundervisning på uddannelsen med en dygtig underviser ved hånden, der kan vejlede de studerende i de til faget hørende værktøjer, maskiner og materialer. Ikke kun teoretisk, men i praktisk dialog i værkstederne.